4000 sømil under solhattens skygge

”Whatever you do, enjoy yourself – God bless you!”

En gammel drøm gik i opfyldelse, da jeg 31. oktober 2005 steg om bord på Roselina, der på det tidspunkt lå i havn på Gran Canaria.

Jeg er meget glad for vand, har sejlet hele livet i både af forskellig størrelse, og for tiden sejler jeg i min Maxi Fenix (27 fods sejlbåd) og ror kajak med stor fornøjelse, begge dele med udgangspunkt i Vallensbæk. Køge Bugt og de indre danske farvande er helt fint, men min drøm har været på et tidspunkt at få lejlighed til at komme ud på det rigtig store vand og fornemme sejlerlivet uden risiko for at støde på land hvert andet øjeblik. Jeg er 62 år, er ikke længere arbejdsramt og med en meget forstående kone og familie var det sådan set bare at tage springet og komme af sted.

Drømmelivet begyndte denne solbeskinnede dag i oktober på Gran Canaria. Og hvilket drømmeliv! Min begejstring er næsten uden ende, hvilket den efterfølgende beskrivelse vil bære præg af.

Roselina er en 60 fods ketch (2 mastet sejlbåd på ca. 20 m), bygget for 20 år siden i mahogni og i en smuk klassisk stil. Båden er velindrettet og meget fint vedligeholdt - har 2 forsejl samt storsejl og mesansejl og er med 2 motorer og 2 separate skruer. Hun er udstyret med alskens moderne navigations- og sikkerhedsudstyr og er et velsejlende og meget sikkert skib at drage på langfart i. Der er (med lidt god vilje) 12 køjepladser om bord.

Roselina af Egå

Roselina er hjemmehørende i Egå og påbegyndte sin jordomsejling i september måned 2005. Jordomsejlingen er planlagt at vare de næste 4 – 5 år. Roselina ejes af et konsortium på 9 personer, og disse ejere vil på skift være skipper på båden under jordomsejlingen. Se mere om båden og jordomsejlingen på www.Roselina.dk.

Jeg kom tilfældigt i kontakt med Roselina og blev hurtigt fascineret af konceptet omkring båden og sejlplanerne. For de øvrige besætningsmedlemmer var der tilsvarende forløb, man hørte om nogen, der kendte nogen, der skulle ud at sejle langt, og så blev kontakten knyttet.

Besætningen

Vi var en blandet besætning, hvilket jeg tror har bidraget til den store grad af succes, som jeg oplevede på turen . Vi var 2 piger og 9 drenge ombord – 10 danskere og en enkelt ”halvdansker” fra Malmø. Aldersmæssigt spredte vi os fra 18 år til 62 år med en gruppe helt unge og en gruppe ”voksne” fra 56 år og op – sidstnævnte gruppe hurtigt meget rammende benævnt natpisserne. Sejlererfaring var også meget blandet, rækkende fra én med erfaring fra en kanotur på Furesøen til skipper med stor erfaring, bl.a. fra 2 tidligere passager af Atlanterhavet.

Med 11 personer om bord var der godt fyldt op, og vi kom virkelig hinanden ved, mest når vi lå stille for anker eller ved kaj. Under sejlads gør skiftende vagter og frivagter, hvor noget af tiden tilbringes i køjen, at man fylder mindre og nærheden med de øvrige ikke er så udtalt.

Afgang fra Gran Canaria

Mit første møde med Atlanterhavet

Efter at have provianteret godt og grundigt på Gran Canaria var vi klar til afgang den 3. november. Der skal ganske meget mad til at forsyne en besætning på 11 personer med varieret kost i mange dage. Ferskvand og drikkevand er en ressource, som man i land ikke tænker så meget på, men når 450 liter drikkevand i 8 liters dunke skal bæres om bord og stuves af vejen, lærer man hurtigt at skønne på, at vi herhjemme bare kan skrue op for vandhanen og ud kommer det herligste kølige, rene og velsmagende drikkevand.

Bestemmelsesstedet for denne del af sejladsen var Kap Verde øerne, der ligger ud for Senegal i Vestafrika. En tur på ca. 800 sømil med kurs 210 grader.

Vi ramte nordøstpassaten lige uden for havnen, og passatvinden, som vi oplevede den, var fuldstændig stabil i sin retning fra nordøst, men varierede noget i styrke. Vi oplevede frisk vind og pænt store bølger – større end jeg nogen sinde har set fra en sejlbåd – men både Roselina og besætning havde det rigtig fint med sejladsen. Vi sejlede næsten plat læns, d.v.s. medvind. Det giver rolig sejlads, men kan være lidt besværligt og kræver koncentration fra rorgængeren hele tiden. At styre, tale sammen, høre musik og samtidig kigge efter delfiner kræver særlige evner ud i ”multitasking”, hvilket så heller ikke lykkedes i alle tilfælde. Nogle kiks resulterede i et par kraftige ufrivillige bomninger. Storsejlsbommen var spændt fast og kunne ikke flytte sig, men selve storsejlet røg over ved et par lejligheder, og det havde sejlpinde og sejlslæder det ikke godt med.

Vi kørte med en vagtrytme med 2 personer på vagt i 2 timer og derefter frivagt i 7 timer. Der er ikke nogen form for selvstyring om bord, d.v.s. der skal altid være en rorgænger og en ekstra person. Frivagten forudsættes ikke at sove og læse hele tiden. Der skal naturligvis laves mad, vaskes og ryddes op, og når det så er klaret, er der lejlighed til en lur på dækket eller i køjen. Denne vagttørn, der jo kun er mulig med de mange mennesker, vi var ombord, viste sig at være meget behagelig og kan fungere i det uendelige. Det praktiske arbejde om bord deltog alle i ud fra devisen, hvis du frivilligt yder din del, så fungerer det hele bedre. Det var kun enkelte gange nødvendigt, at nogen skulle hæve stemmen og minde om, at der fx stod en opvask urørt fra sidste måltid.

Atlanterhavssejlads, som vi oplevede det, er utrolig behageligt. Vindretningen er stabil, så man sætter skøderne fast, og det er så det. Roselina er et så stort og sikkert sejlende skib, at selv store variationer i vindstyrken ikke behøver at medføre sejlskift, så der er mange stunder til samtale, afslapning eller bare at se på bølger, der kommer og går.

Forfatteren ved roret Dagligt liv på Atlanten

På vores rute var der ingen trafik, så det at se et andet skib, var noget af en begivenhed. Men det monotone blev afbrudt af store naturoplevelser. Vi så ved adskillige lejligheder delfiner enten i store flokke eller parvis. Det er meget smukke dyr, som bevæger sig utrolig graciøst i vandet og morer sig ved at svømme ind foran båden og ned under båden. Toppen var, når vi så delfinerne springe ud af bølgerne for at lande på maven med et ordentligt plask. Det er svært at sige, hvem der morede sig mest, delfinerne eller os, men det er utroligt livsbekræftende at sidde og iagttage disse smukke dyr. Så tror man på en god fremtid for vores klode selv i disse tider med drivhuseffekt mv.

Vi havde stort held med fiskeriet under turen. Det nemmeste måltid blev ordnet ved simpelthen at opsamle de mange flyvefisk, der på én gang havde valgt at begå kollektivt selvmord ved at lande på fordækket af Roselina. Nylandede flyvefisk smager frisk og dejligt lidt som sild, og der var rigeligt med mad til hele besætningen. Selvfangede fisk med lidt mere kød på i form af tun, dorado, dolphin og wahoo indgik også i menuen om bord. Fiskeriet foregik ved at have 2 liner hængende ud agter og så bare vente på bid. Det var typisk ved solopgang og solnedgang, der var bid, og ofte med gevinst på begge liner samtidig. Den største fisk vi fangede undervejs var omkring 75 cm lang og vejede i nærheden af 10 kg. Vi mistede en del kroge ved at (for) store fisk bed på og simpelthen rev fiskelinen over.

Store fisk har ikke meget lyst til at blive hevet ombord, og typisk gør de, hvad de kan for at sprælle og komme af krogen. Selv efter at være anbragt i cockpittet fortsætter sprælleriet, og det kan være vanskeligt at få sådan en fisk til at ligge stille, indtil kniven bliver jaget i og hovedet skåret af. Og her lærte jeg et nyt trick. Tricket er at hælde 1 genstand Gammel Dansk i munden og gællerne på fisken, så ligger den helt stille øjeblikkeligt. Om det er af begejstring eller fordi den går i chok over, at nogen levende væsner kan synes om noget så forfærdeligt, skal jeg lade være usagt, men det virker hver gang!

Kap Verde øerne

Vi ankom til Kap Verde øerne den 8. november efter godt 5 døgns sejlads. Ø-gruppen består af 10 meget forskellige øer, og vi havde planlagt at bruge op til 3 uger på øerne. Dels havde vi lyst til at udforske øerne nærmere, dels var det praktisk i forhold til den forventede afslutning af orkansæsonen på Atlanten og i Caribien.

Kap Verde øerne er tidligere portugisiske kolonier, opstået af vulkaner – det sidste vulkanudbrud fandt sted for kun 10 år siden – og med en svagt begyndende turisme, men uden at turismen endnu har sat sit præg på naturen og befolkningen.

Kysten på øen Santiago

Vi sejlede rundt mellem øerne – der er op til 100 sømil mellem nogle af øerne, så det er ikke noget man lige klarer på en formiddag. Tværtimod benyttede vi ofte natten til transport fra en ø til den næste, og vi var så klar næste morgen til nye oplevelser.

Befolkningen er meget bevidste om det at være fra Kap Verde, de er forholdsvis lyse i huden og regner sig for noget finere end ”de sorte”, der er efterkommere af negre fra Senegal og andre stater på Afrikas vestkyst. Et kendetegn ved befolkningen er, at de er høje, slanke og gennemgående meget smukke mennesker. For en sømand med godt nok kun 5 døgn på havet var det livsbekræftende at se så mange unge smukke kvinder på samme tid og sted. Forskellen mellem dem og så befolkningen i Caribien, hvor den amerikanske burgerkultur for længst har holdt sit indtog, er slående.

Der findes større byer med alt, hvad det nu indebærer, og så findes der en række små mere eller mindre ens byer. Hver by har en kirke, et torv, et marked med frugt og grønt og mindst 3-4 barer. Nogle af byerne kan godt minde om en søvnig westernby med huse langs et hovedstrøg og absolut ingenting bagved. Husene er gennemgående pænt malede på den side, der vender ud mod gaden og bagtil er der kun den rå beton. Tempoet over alt er ”afrikansk”, d.v.s man har ikke travlt, og hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen eller en anden dag. Vi mødte overalt kun smil, og der var ingen påtrængende gadesælgere eller tiggere.

Der findes ingen marinaer på Kap Verde øerne, så vi var alle steder henvist til at ankre op ud for kysten. Dette har både fordele og ulemper. Fordelene er, at vi kan være os selv og slipper for at betale dyre havnepenge. Ulemperne er, at vi er afhængige af dinghyen som transportmiddel til land – en gummibåd med påhængsmotor, hvor vi lige akkurat kan være alle 11 på en gang. Der er derfor gået noget tid med transportsejlads frem og tilbage til land og lodtrækning om, hvem der ud på morgenen skulle hente de sidste bargæster tilbage til Roselina efter endt nattesjov. Det var typisk en af natpisserne, der ”vandt” tjansen.

Landgangsforholdene eller rettere manglen på rimelige landgangsforhold på øerne er et kapitel helt for sig. Uden marinaer og ordentlige landgangsbroer er man henvist til at lande på stranden eller ved nogle livsfarlige trapper eller broer. Trapper og broer bliver også brugt til at slagte og rense fisk, så indimellem var det en blandet fornøjelse at træde i land.

Eksempel på adgangsforholdene

Boat-boys er et veludviklet begreb på Kap Verde. Det er unge mænd, som regel meget charmerende og hjælpsomme, men alt sammen kun mod en klækkelig betaling. De kan sørge for transport i deres ofte faldefærdige småbåde, de kan ordne vasketøj og de kan passe på dinghyen, mens besætningen er i land. Og hvis man ikke betaler nogen for at passe på, ved man aldrig, hvad der kan ske….

Der er som nævnt en svagt begyndende turisme på nogle af øerne. Øerne har i varierende mængde alt, hvad der skal til for at blive et meget besøgt turistmål for solhungrende nordeuropæere: Sol, varme, bounty-strande med meget lækkert og rent vand, fine muligheder for dykning, snorkling, fiskeri og surfing, gode muligheder for andre naturoplevelser og så til overflod et rimeligt prisniveau og en venlig befolkning. Skønt at have fået lov til at opleve øerne nu – om 5-10 år er det med garanti noget helt andet.

En fantastisk tur over Atlanten

Efter 3 uger på Kap Verde var vi klar til turen over Atlanten – af alle betragtet som et af højdepunkterne på hele turen. Vi fik provianteret i små supermarkeder og på de lokale frugt- og grøntmarkeder. Meget morsomt at handle på markederne, man prutter om prisen, og selv om man synes, at man har gjort en god handel, kan man være helt sikker på at være blevet grundig snydt. Når de lokale handler, ender prisen typisk på fx 8,65, når det er sejlerturister så ender prisen altid på et tal med flere nuller.

Frisk frugt

Vi startede turen over Atlanterhavet 1. december ved dagens sidste solstråler. Kurs stik vest og godt 2000 sømil til Barbados, som var første stop i Caribien. Nordøstpassaten var os igen meget venlig stemt og blæste med et enkelt døgns undtagelse med en stabil agten-for-tværs. Passaten varierede i styrke og var ved en enkelt lejlighed oppe og ringe ved 20 m/s, men lå ellers på 8-10 m/s. Sejlføringen var typisk storsejl, genua og spilet fok eller alene genua og spilet fok, som giver en stabil og meget behagelig sejlads. Længste distance sejlet på 1 døgn var 185 sømil, hvilket må siges at være ganske pænt for et skib som Roselina.

Sejlføring på Atlanten Landkending ved solopgang

Vejr og vind var med os på hele turen, og bortset fra et lille uheld med et fokkeskøde forløb turen med en masse dejlige naturoplevelser og helt uden problemer. Vi ankom til Barbados den 14. december, kl. 03 om morgenen lokal tid efter 12 døgn og ca. 11 timers sejlads. Det giver en gennemsnitsfart på 7,5 knob i timen, hvilket vi var meget tilfredse med.

Og hvilken ankomst til Barbados! Himlen var helt skyfri, det var fuldmåne, en fantastisk flot stjernehimmel og til overflod hundredvis af stjerneskud, hvor vi meget hurtigt måtte give op over for at finde på nye ønsker ved hvert stjerneskud. Vi ankrede op tæt ved en strand ud for byen Bridgetown, og den natlige stilhed blev brudt af inciterende steelband-musik inde fra stranden. Ikke så mærkeligt, at hele Roselinas besætning var noget oppe at køre, og at der måtte både Gl. Dansk (undskyld fisk!) og rødvin til, før vi gik til køjs den nat efter veludført overfart.

Som nævnt var vind og vejr med os under hele overfarten. At krydse Atlanterhavet har altid stået for mig som noget stort og meget udfordrende, men sådan som det er gået for os, har den eneste udfordring været at få tiden til at gå på bedste måde og så klare den tætte nærhed til de øvrige. Sådan er det selvfølgelig ikke altid. Vi fulgte med i vejrmeldingerne om orkanen Epsilon – en overgang troede vi, at vi ville få fornøjelse af den, men det skete ikke, heldigvis. Der har under vores overfart været kraftigt stormvejr ved Gran Canaria med store skader og flere forsvundne både. Så det er ikke det bare sjov altid, men vi har været heldige og dygtige!

Jeg havde ikke forestillet mig, da jeg gik og pakkede til turen, at jeg skulle komme til at krydse Atlanterhavet i badebukser med bar mave og solhat, men det var rent faktisk det, der skete. Temperaturen var hver dag 26-28 grader og næsten altid med en behagelig medvindsbrise til at køle temperaturen lidt. Sol det meste af tiden, men indimellem lidt skydække og en enkelt byge, noget man kun registrerer som et forfriskende ferskvandsbad. Dagene gik derfor på en særdeles behagelig måde, men nætterne havde jeg en særlig veneration for, selv om det kan være hårdt at blive vækket ud på de små timer og skulle op på vagt i de næste 2 timer, men en lun nat med stjerner, stjerneskud og tiltagende måne er simpelthen ubetalelig. Sådanne nætter var fuldstændig oplyste på grund af måne- og stjerneskin og så med mulighed for at skelne bølgerne fra hinanden og måske få øje på en springende delfin. Andre nætter kunne være meget mørke, hvor man ikke kunne se en hånd for sig, mens man drøner af sted med 8-9 knobs fart og kun har bølgernes brusen i ørerne. I alle tilfælde følte jeg mig som en meget lykkelig og privilegeret person efter en sådan nattevagt.

En almindelig solnedgang

Kan det nu virkelig passe, at det hele på sådan en sejltur er fryd og gammen og helt uden problemer? Naturligvis ikke, der opstår selvfølgelig småproblemer undervejs, men i min vurdering kan de på ingen måde overskygge plussiden. Vi var mange mennesker om bord, vi tilhørte forskellige generationer med hvad deraf følger, vi levede meget tæt sammen og der var intet privatliv, vi var afhængige af, at alle bidrog til at få tingene til at falde i hak, og sådan er mennesker jo ikke altid, selv ikke på Roselina. Undervejs var det nødvendigt med en belæring om forskellen på at være gast og gæst om bord – førstnævnte både yder og nyder, mens sidste kun nyder, men også dette bidrog til at gøre turen til en dannelsesrejse for os alle sammen.

Selv om vi ikke oplevede mega-høje bølger, så er Atlanterhavet jo ikke som et stuegulv, og skibet er i uafbrudt bevægelse. Det betyder, at man hele tiden skal bruge kræfter og mindst den ene hånd til at holde sig fast, når man går rundt, når man sidder, spiser, er på toilettet eller ligger i køjen. Utallige er også de blå mærker og småskrammer, man får, men det hører sejlerlivet til, og det går jo over, når man først er i land.

En anden udfordring var vand og renlighed. Saltvand er der masser af om bord, men ferskvand er en ressource, som mennesker fra et rigt samfund som det danske har godt af at lære at skønne på. På Roselina var der drikkevand i rigelig mængde til alle, men ferskvand er ikke bare noget, der kommer ud af hanerne uden begrænsning. Vi brugte ferskvand til madlavning og til opvask, men brugte ikke ferskvand til at vaske os selv eller vores tøj. Jamen, hvad gør man så? Tja, man tager en pøs saltvand over hovedet eller et saltvandbad en gang imellem, og hvem siger, at det er en naturlov, at en T-shirt kun kan bruges 1 dag, før den skal vaskes? Det kræver lidt tilvænning, men det går glimrende også uden det daglige varme brusebad. Fordelen om bord er, at alle lugter ens efter nogle dages forløb.

Besætningsmedlemmernes fysiske og psykiske tilstand undervejs kan føre til interessante studier. Søsyge viste sig på denne del af turen ikke at være noget problem, men en vis rastløshed over kun at kunne opleve bølger ramte momentant nogle af besætningsmedlemmerne. Der blev læst mange bøger, og nogle forsøgte sig som tidsfordriv med gymnastiske øvelser på fordækket, men som regel gik det hurtigt over igen. – Halvvejs over Atlanten blev fejret med maner – ellers er Roselina fuldstændig tørlagt under sejlads – og den hurtige fremdrift og nedtællingen af antal sømil tilbage hjalp mærkbart på de rastløses humør.

Der kigges bølger Der slappes af

Men indrømmet, en atlanterhavstur kan godt være monoton, og der var meget tid til at blot at iagttage bølgerne. Det hjælper selvfølgelig, hvis man ikke har for meget krudt i røven, men kan finde glæde i at iagttage en bølge, der ikke ligner alle de andre. Det monotone blev så brudt af naturoplevelserne med flyvefisk, delfiner, fiskefangst og fx saltvandspuling med brandslange på fordækket eller en svømmetur i Atlanterhavet. Ved flere lejligheder var der så vindstille, at vi kunne hoppe på hovedet i havet. Det at kunne hoppe i azurblåt hav, der er 26,5 grader varmt, og vide, at der 5.000 meter til bunden og mere end 1.000 sømil til nærmeste kyst, giver en helt særlig fornemmelse, og man skønner på at kunne svømme hen til rebstigen og stige om bord igen.

Caribien

Efter ankomsten til Barbados skulle vi indklarere hos myndighederne som sædvanlig. Vi lagde til uden på en stor slæbebåd og faldt i snak med en sømand, som for mig kom til at stå som synonym for menneskene og livet i Caribien. Venlig og imødekommende, smilende og afslappet, stolt af sit land, meget sort og med for mange kilo på sidebenene, og så kom han med den i overskriften citerede udtalelse: ”Whatever you do, enjoy yourself – God bless you” Klog tale, som gjorde stort indtryk på mig og som vil stå blandt mange gode minder fra min tur med Roselina.

Solnedgang over Bridgetown, Barbados

Jeg havde flybillet hjem den 22. december fra Antigua, og dagene fra landingen på Barbados til afskeden på Antigua gik forfærdelig hurtigt, men var til gengæld fortsat ren nydelse. Vi besøgte øerne St. Lucia, Dominica og Iles des Saints på turen til Antigua, sejlede om natten og oplevede i land om dagen. Øerne er meget forskellige, også rent turistmæssigt, nogle steder med for mange liggestols- og krydstogtsturister og andre helt uden Vi fandt ankerpladser, som kun kan beskrives som paradisiske. Småbyerne er ligesom man forestiller sig, de skal være i Caribien, med farvestrålende småhuse og en bar på hvert hjørne. Strandene er som i reklamerne med svømme-, dykke og snorklemuligheder uden begrænsninger.

Roselina i Paradis

Det var derfor ikke helt nemt at skulle tage afsked med dette Wonderland den 22. december, men sådan skulle det nu være. Og efter lidt tid herhjemme og med julen på afstand har jeg efterhånden lært at svare ja, når nogen spørger mig, om det ikke er dejligt at være hjemme i den danske vinter med mørke, kulde og snesjap.

Den ultimative trøst – Caribien ligger stadig, hvor det altid har ligget, og måske bliver der igen mulighed for at komme derover…

Pidgeon Beach, English Harbour, Antigua

Afrunding

Det at have haft en drøm og så få mulighed for at realisere drømmen, har været dejligt, og når så drømmen har haft det indhold, som tilfældet har været for mit vedkommende, så har det bare været meget stort. Så kære læser, hvis du har tilsvarende drømme, så prioriter din tilværelse og se at få realiseret drømmen, hellere i dag end i morgen.

Og Roselina og hendes skiftende besætning må endnu henslæbe 3 måneder i Caribien, hvorefter turen går videre gennem Panama kanalen og ud i Stillehavet. Det stolte skibs videre færd rundt om jorden kan følges på www.Roselina.dk.

Peter Linnet